W U L K A N

om Wulkan som improvisatorisk dynamik
PVC
November 2015

Peter02.jpg
Lyd1.jpg
Lyd2.jpg

For Wulkan har det at improvisere en helt specifik form, og det er den form, vi vil forsøge at nærme os i nærværende tekst. For at holde fokus vil vi i denne tekst holde os til den lydlige del af vores virke.

Vi betragter vores lyd som en uendelig bevægelse, der kan opleves både statisk, endelig og uendeligt foranderlig. For os morfer og changerer lyd i konstant nye retninger, kulører og spektre. Lyd er i Wulkans univers en skulptur i evig flux, baseret udelukkende i nuet. Man kan forstå vores lyd ved at forestille sig en rummelig figur, der består af en ikke endelig mængde af enheder og lag. Enhederne skifter konstant plads i figuren, så de optræder i nye forbindelser i figurens lag (/ en form for collage). Figuren er gennemsigtig; man vil til enhver tid kunne se alle lag og alle enheder, og man vil samtidig kunne opleve den samlede mængde af lyd som en summende form.

Malwina01.jpg
Malwina02.jpg
Malwina03.jpg

Inden hver optagelse eller performance har vi ikke forudsætninger for at vide, hvad der kommer til at ske. Instrumenterne, vi benytter os af, bærer ingen forprogrammerede flader, udover de begrænsninger og muligheder, som ligger i vore medier (cyborgen er analog). Da vi aldrig aftaler, hvor lyden skal bevæge sig hen, inden vi starter, er vi sat fri til at skabe lyden i det nu, den starter. Vores improviserede lyd er altid til stede. Den ligger latent i vores instrumenter, men høres kun, når vi tænder for strømmen. På samme måde slutter lyden ikke ved en performances ophør, den fortsætter, bare ikke hørbar : lyden er altid til stede.

Jonas01.jpg
Jonas02.jpg
Jonas03.jpg

For at komme så tæt på den før beskrevne form som muligt benytter vi os i kun sfærisk og abstrakt form af konventionelle musikalske redskaber såsom tempo, harmoni og melodi, og derfor er det rum, som definerer improvisationen, meget åbent. Alligevel findes der en klar struktur. Den ligger paradoksalt nok i det at opsøge og forsøgsvis afdække den sum af mangfoldighed, som vi mener, virkeligheden består af. Altså er den improvisatoriske intention at pege på en materiel virkelighed via et relativt kaotisk møde mellem tre aktører og derved at åbne op og beskrive den spraglede sammensathed, vi mener, virkeligheden består af. Vi griber efter begyndelsen og enden på universet på samme tid.

Malwina041.jpg
Malwina051.jpg
Malwina6.jpg
Malwina07.jpg

En af hovedfaktorerne for at dette kan lykkes er, at hver aktør lader sig føre af gruppens lyde, processen bliver en konstant bearbejdelse af den lyd, der allerede er opstået, og det er i denne bearbejdelse, at improvisationen bevæger sig frem. Som store brudflader, der opbygger sig, forskyder sig, strækker sig, indvikler sig, danner sig, forsvinder. Ethvert signal bliver som et bidrag i et summende hav befolket af smeltende sammenstødende isbjerge.

Peter032.jpg
Peter0411.jpg
Peter0421.jpg

01pvc.png
02pvc.png
03pvc.png
04pvc.png
05pvc.png
06pvc.png
07pvc.png


Skovsnogen Oktober 02.10.2015 Skulptur Malwina Agata Migacz

01skov.jpg
02skov.jpg
03skov.jpg
04skov.jpg
05skov.jpg
06skov.jpg


Smooth Flowing Fountains

Den følgende sammenstykkede tekstflade vil søge at afsondre Wulkans lydcollage på New Shelter Plan. Teksten optræder i tre afsnit mellem fotografierne af lydcollagen, og er en form for poetisk-filosofisk undersøgelse af elektronisk musik. Musikken er udført i forbindelse med improvisation og afspillet på et sæt højtalere.

1project.png
2project.png

NEW SHELTER PLAN
Malttorvet 2, 1. floor, 1799 Copenhagen W: newshelterplan.com
Smooth Flowing Fountains
Wulkan (Jonas Jensen, Peter Birkholm, Malwina Migacz)
24.07.2014 – 27.07.2014

Det analoge erstattes af det maskinelle – det subjektive af det objektive.
Strømbærende instrumenter varierer over mulige behandlinger af elektrisk impuls. Variationer over bevægelsens mulige forløb igennem kanaler. Guitarpickuppen omformer bevægelse til elektrisk energi. Med magnetiske vibrationer sendes strømmen gennem ledninger, som var det vand pressende på et bristende dige. Computeren sender klare, men rå signaler fra software, der med kodning behandler elektriciteten, som var det en virtuel virkelighed. Pedaler og tangenter leder strømmen mod snart åbne, snart lukkede landskaber. Ved spontane dialoger, konstante fund af nye kanaler og de enkelte instrumenters møde opstår det improviserede.

Strømmen er i sit udgangspunkt samtidig klar og fuldstændig grumset, karakteriseret i sin egenskab samtidig som ren form og som mangel på samme. Improvisationen filtreres gennem hver enkelt aktørs instruments reformulering af den rå strøms form. Gennem modstand formes strømmen til signaler. Signalerne kan blive til tone eller impuls. Den destruktive modifikation af strømmen minder om billedhuggerens arbejde med stenblokken. Hver enkelt improvisator bidrager med individuelle slag til det, der bliver lydens hele, den endelige form, elektriciteten har, idet den fortolkes af højtalerens membran og spredes i rummets resonans som lyd. Således skæres formen ud af sit hele og danner en ny endelighed.

Lyd skabt via elektroniske instrumenter vil ikke nødvendigvis pege tilbage på dens kilde, højst sandsynligt vil oprindelse af lyden være usynlig, eller lyden vil være skabt uden et forhold til den omkringliggende verden overhovedet, samt lyden kan fortsætte på trods af dets aktørs fravær (Der er tale om et fantom). Derfor udviskes i det elektroniske skellet mellem signifiant og signifié – . Elektriciteten bliver dermed også signifikeret meningsbærer – en art oversætter.

3project.png
4project.png

Den hvide støj / elektricitet. Grænsen mellem det eksternaliserede og internaliserede opløses i en sum af aktørers møde i elektriciteten.
Ved et improviseret møde vil deres fælles lydbillede udgøre bearbejdningen af det rå, klare elektriske signal, den hvide støj. Med fortolkninger af strømmens bevægelse i ledninger skabes fundamentet for transcendens. På denne måde bliver improvisationen en fejring af strømmen ikke kun i kontrol af dens forløb gennem signaler, modstand, ved at holde den tilbage eller modificere den via eksplosion eller implosion, men også i det at den ledes til en fortolkning i lyd.

Elektriciteten formes på denne måde ved hver enkelt aktørs slag. Til tider presses den til sit yderste, passerer de smalleste passager, ledes mod åbninger, forvitringer, gnidninger og ru forløb. Den bliver bumpet, flosset, klar og spændstig. Samtidig som den formes, forbliver den den samme, strømmen er evig og snor sig igennem forhindringerne af magnetiske spændingsfelter. Som lydobjekt fortolker højtalerne dens form.

5project.png
6project.png

Fordi hver enkelt aktørs behandling af strømmen mødes i et samlet output, vil improvisationen i sit udgangspunkt være defineret af et fravær af hierarkisk taksonomi. På denne måde undgås det virtuose, elektriciteten er konstant, selv i fraværet af lyd fortolker højtalernes membran dens forløb. Det grundlæggende i mødet er i sit udgangspunkt hengivelsen til strømmens alle steders nærvær og en frigivelse af den enkelte aktørs egennytte.

Det er i fejringen af dette, i mødet mellem elektrisk bærende instrumenter, at det æstetiske træder i karakter, ved denne fællesnævner, det sanselige fælleskab, defineret af destruktiv modifikation af strøm, at denne improvisation lægger grunden for en direkte behandling af det levende. Som individer mødes de improviserende i bearbejdelsen af det større hele, der træder ud af deres hænders behandling af det samme.

Ved den æstetiske improvisation sitrer lyden som isklare krystaller, der skyder sig forbi og igennem lytteren i et uendeligt rum af mulige kombinationer, for væren og ikke væren, materie og antimaterie. Her er tiden og rummet opløst og derfor har rytme, tone, melodi, form og harmoni mistet sin relevans. Alt er frekvens, og på samme måde, som aktøren ikke dømmer resultatet af bearbejdet strøm, dømmer strømmen ikke sin egen forandrings forløb.

7project.png